En interesseret køber er fundet
Den 26. august 2022 var deadline for interesserede købere til indsendelse af bud til Freja Ejendomme ved ønske om køb af Jonstruplejren.
I uge 41 kontaktede bestyrelsen i Jonstruplejrens Fremtid Freja
Ejendomme for at høre til status i handlen med Jonstruplejren, herunder om der var fundet en køber.
Freja Ejendomme oplyste, at der p.t. forhandles med én interesseret køber,
men at handlen endnu ikke er afsluttet.
Køberen skeler til anbefalingen om opførsel af villaer og rækkehuse i 1 – 2 plan og enkelte steder i 3 plan på de 32.000 kvadratmeter. Der ud over kigger
ejeren på, hvilke muligheder, der er for privat eller offentlig erhvervsbyggeri på de resterende 8.000 kvadratmeter.
Som forening har vi fremsat en opfordring til et møde med Freja Ejendomme og den nye ejer, når handlen
er gennemført. Freja har anbefalet køber at tage kontakt til os.
Næste skridt er, at Ballerup kommune skal udfærdige en såkaldt startredegørelse. Redegørelsen forventes først
at være klar efter årsskiftet.
Herefter udarbejdes der et udkast til en egentlig lokalplan. I den forbindelse bliver der en høringsperiode, hvor vi som borgere og forening får mulighed for at give
vores besyv med.
En milepæl blev sat
På kommunalbestyrelsesmødet den 25. april 2022 behandlede kommunalbestyrelsen under punkt 17 administrationens indstilling i forhold til de 133 høringsforslag, som borgere havde sendt ind i forbindelse med kommunens opfordring til indsendelse af ideer og forslag til omdannelse af Jonstruplejren.
Kommunalbestyrelsen vedtog efter administrationens-, Klima- og Miljøudvalgets samt økonomiudvalgets indstillinger følgende:
1. Bebyggelsens omfang fastsættes til maks. 40.000 etagemeter, hvoraf maks. 32.000 etagemeter kan anvendes til boligformål og maks. 8.000 kan anvendes til offentlige formål eller erhvervsformål, der er foreneligt med en placering tæt på boliger. (Klima- og Miljøudvalget ønsker max 250 boliger.)
2. Bebyggelsens højde og placering planlægges med fokus på bevaring af natur og samspillet med de landskabelige værdier. Der planlægges for 1-2 etager. Hvis der enkelte steder gives mulighed for 3 etager, vil det være ud fra en vurdering af påvirkningen af landskabelige værdier og den omgivende bebyggelse.
3. Boligbebyggelsen bliver fortrinsvis parcelhuse og tæt-lav bebyggelse, samt krav om at omkring 4.500 etagemeter af den samlede boligbebyggelse skal opføres som almene boliger. (Klima- og Miljøudvalget ønsker fortrinsvis villaer og tæt lav bebyggelse og min 25 % almenboliger, hvilket skal undersøges med de almene boligselskaber og Freja Ejendomme)
4. Infrastrukturen bruges til at åbne Jonstruplejren op mod omgivelserne.
5. En samlet trafikløsning for Tvendagervej, svinget Jonstrupvej/Måløvgårdsvej og vejstilslutningen til Jonstrupvej indgår som en del af omdannelsesprojektet.
6. Forbedring af øvrige trafikforhold på Jonstrupvej og Måløvgårdsvej skal indgå en samlet prioritering.
7. Den trafikale påvirkning af vejkryds i nærområdet skal undersøges.
8. Udviklingen af faciliteter til fællesskabet skal undersøges.
9. Bruge lokalplanen, som redskab til at sikre bevaringsværdige træer og stille krav til ny beplantning.
10. Hensyn til flora og fauna skal vægtes højt.
11. Muligheden for professionel pleje af skovarealer undersøges.
Det Radikale Venstre fremsatte følgende forslag til en supplerende indstilling til beslutningen: "At Ballerup Kommune ønsker et bæredygtigt byggeri og et samarbejde med Freja Ejendomme efter Boligministeriets frivillige bæredygtighedsklasse, eller anden bæredygtighedscertificering”.
Forslaget blev vedtaget i enstemmighed.
Det konservative Folkeparti og Kate Svarer fremsatte nogle ændringsforslag, som ikke blev vedtaget. I referatet fra kommunalbestyrelsesmødet kan du læse hvad forslagene gik ud på.
Kommunalbestyrelsen behandlede under punkt 18 Eva Kammer Andresen borgerforslag, som tidligere har været refereret på Jonstruplejrens hjemmeside.
Center for By, Erhverv og Miljø havde indstillet, at
- Bebyggelsens omfang fastsættes til maks. 40.000 etagemeter, hvoraf maks. 32.000 etagemeter kan anvendes til boligformål og maks. 8.000 kan anvendes til offentlige formål eller erhvervsformål, der er foreneligt med en placering tæt på boliger,
Hvilket såvel Klima- og Miljøudvalget samt økonomiudvalget havde indstillet til vedtagelse i kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsen vedtog derefter indstillingen.
Via linket her, kan du downloade referatet af kommunalbestyrelsens møde den 25. april 2022. Du kan også se en videooptagelse fra kommunalbestyrelsesmødet ved at trykke på linket her. (Vælg punkt på dagsordenen i højre side).
Det er her vi er nået til i Foreningens og borgernes bestræbelser på at få en afbalanceret fremtid for Jonstruplejren og os der bor omkring den, særligt i relation til et passende antal boliger og byggehøjder, bevarelse af naturen i lejren, de trafikale forhold og en god integration med de omkringliggende områder.
I bestyrelsen i Jonstruplejrens Fremtid vil vi gerne igen benytte lejligheden til at takke alle, der på hver Jeres måde har bidraget til resultatet.
Næste step bliver, at Center for By, Erhverv og Miljø skal udarbejde et forslag til en lokalplan for Jonstruplejren. Det er de overordnede rammer for, hvordan der kan bygges på området. Forslaget til planen kommer i høring hos borgerne inden vedtagelse i kommunalbestyrelsen.
Så vi er inde i en periode nu, hvor der er tid til eftertænksomhed, herunder hvad vi skal have fokus på frem over.
Send et forhøringssvar
Frem til d. 30 september 2021 kan borgerne i Ballerup komme med ideer, forslag og bekymringer til omdannelsen af Jonstruplejren.
Ballerup kommune har formuleret tre spørgsmål som de foreslår svarene tager udgangspunkt i:
- Hvordan kan det lukkede by-omdannelses-område blive en naturlig del af lokalområdet?
- Hvordan kan det fremtidige boligområde tilpasses områdets landskabelige kvaliteter?
- Hvordan kan langtidsholdbare, bæredygtige løsninger indarbejdes i omdannelsesprojektet?
De tre spørgsmål skal ses som samtalestarter, så lad dig ikke begrænse til at svare direkte på spørgsmålene og tænk ikke over format og formulering på dit bidrag - Det er blot vigtigt at man indsender sine holdninger og tanker om området så vi bedst får alle hørt.
Skriv dem i en e-mail og send dem til byplan@balk.dk med "Jonstruplejren" i emnefeltet.
"Høringsgeneratoren"
Hvis det at stadig virker lidt uoverskueligt at lave et høringssvar, har vi forsøgt at gøre dem nemt for alle ved at lave en "høringsgenerator".
Hvis du anvender høringsgeneratoren, kan du frit vælge de visioner du bakker op om, og du kan supplere eller omformulere med dine egne specifikke ønsker.
Generatoren er meget nem at anvende, og du får hurtigt en færdig mail du kan sende til kommunen.
Klik på linket her og bliv guidet igennem.